Køb VERS FOR VÆGTERE her

mandag den 7. april 2014

Sansning med Jesus

Her i fastetiden læser jeg Markusevangeliet sammen med Morten Hørnings bibelkommentar "Møder med Jesus" (by the way... den er virkelig go'! Køb den her)
Samtidig er jeg i gang med en lille sangskriver-øvelse, som jeg fik med fra Aaron Keyes lovsangskole... Det handler om at skrive sanseligt, ikke bare fortælle pointen, eller "show, not tell" (se også forrige blog-indlæg). 

Jeg forsøger at lave sådan en lille øvelse hver dag. Jeg vælger en ting eller en situation, sætter stopuret til 10 min, og så begynder jeg at skrive. Jeg har skrevet om alt muligt: glødepærer, kajaktur, børnefødselsdag, solskin, rive (sådan een fra haven...)

Markus-evangeliet + "Show, not tell" 
Jeg har også fundet ud af at det er en super go' måde at komme tilstede i en bibeltekst. Jeg læser i Markus om forskellige mennesker, der møder Jesus. Jeg læser teksten og forsøger at komme til stede i den... hvad kan jeg lugte? hvordan ser det ud? hvad kan jeg høre? osv.

Her er et eksempel fra forleden dag, hvor jeg læste
Markusevangeliet 3,1-6. Jesus helbreder en mand i synagogen. Jeg forsøger at placere mig i mandens sted og sanse det han sanser...(og det er ikke stor poesi, bare en øvelse)

Hans øjne flakker, kigger sig omkring, han kan næsten mærke mændenes hårde øjne i ryggen, på spring, sure gamle mænd i baghold klar til at kritisere, ”Rejs dig og kom ind i midten”, han gemmer sin visne hånd under kappen og rejser sig op, mumlen, hvisken, breder sig rundt i det tætte rum og ud til menneskemængden udenfor, luften er tyk og fattig på ilt, mættet af røgelse og støv fra gamle bøger (ruller?), lydene, de hårde øjne omkring ham forsvinder helt, mens han rejser sig, hans øjne bliver mødt af Jesu øjne, han er intimideret og kigger hurtigt ned, ”Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel?”, stilheden får ham til at holde vejret, Jesus kigger rundt, de betydningsfulde mænd, meningsdannerne bider sig i læben, holder deres mening tilbage, rynkerne omkring Jesu øjne er først åbne, men bliver så skarpere, hans øjne stikker, han skyder hagen lidt frem, udfordrende og knuger hænderne , ”ræk hånden frem”, langsomt og bævende tager han den visne hånd frem fra kappen og rækker den frem mod Jesus, det er så længe siden han har vist den til nogen, da han ser sig selv holde den frem i lyset kan han mærke skammen og sorgen presse sig på som tårer i hans øjne, ”han rakte den frem”, varme, kuldegysning, pludselig ser hånden helt perfekt ud, han græder, griner, holder den frem for sig, falder ned på knæ foran Jesus, menneskemængdens reaktioner, råb, skarpe konsonanter, blander sig med glædesudbrud og spredte klapsalver, som fortsætter efterhånden som nyheden breder sig til mængden uden for synagogen

Prøv selv - det er faktisk meget sjovt og det behøver kun tage 10 minutter! Hvis du har lyst, kan du jo dele dine skriverier herunder!

/ Arvid

Ingen kommentarer:

Send en kommentar