Køb VERS FOR VÆGTERE her

søndag den 30. september 2012

"The secret place" - fra scene til dagligstue, del 2

I denne weekend har jeg været sammen med Jan Honningdal, som underviste på lovsangsskolen Kantoriet og til et lovsangsseminar på UMOs lejr på Djursland. Jan er en norsk lovsangsleder, sangskriver og en stor inspiration for mange lovsangere, særligt i Norge og Danmark.

Den vigtigste læring jeg tager med fra mødet med Jan kan illustreres med denne plakat:

























Jeg gennemførte et marathon i foråret og jeg ved hvad det kræver af timer i intens træning og kilometer på landevejene, for at kunne "fuldføre løbet". Jeg har endda hørt nogle sige at et marathonløb "vindes" på sofaen, i restituering mellem træningsløb.

Det er jo egentlig ret lige til at overføre dette på min tjeneste... Jeg er lovsangsleder og er vant til at blive set på scenen. Men det er ikke der jeg formes og modnes. Det må ske på "the secret place", i mit "kammer" (Matt. 6,6), der hvor jeg møder Gud - alene.

Jeg vil være en lovsangsleder der er udholdende og som fuldfører løbet! Og jeg føler mig tilskyndet til at genopdage dette "secret place"...


1 kommentar:

  1. Hej Arvid. Tak for du deler dine tanker! Fik association til det billede du postede med den mandelige løber - når jeg ser ham, udstråler han succes, kontrol og styrke. Jeg kan måske nok sige mig selv at det har krævet meget træning og omhyggelig prioritering, men alt afhængig af hvor jeg er i forhold til mine egne mål og mit selvværd, så kan jeg blive opmuntret og inspireret, fordi han bliver et positivt forbillede - eller jeg kan blive mismodig og nedtrykt fordi jeg måske synes, det virker uopnåeligt og minder mig om det jeg ikke kan og dermed trykker min selvværd.

    Måske er det nogle af det samme mekanismer, der er på spil når du, jeg og andre lovsangsledere står på platformen med dertilhørende autoritet. At visse mennesker bliver inspireret af andre der kæmper for at fuldføre løbet - mens andre bare bliver mere nedbrudte fordi de føler sig truet af mennesker der ser ud til at "have styr på det". Det er en vigtig udfordring, at vi arbejder med at formidle et opmuntrende budskab, hvor vi inviterer med ind i lovsang, inspirerer til tættere relation med Gud og opmuntrer til discipelskab på en måde så mennesker der måske er sårbare, ikke får disse cues af succesfulde mennesker med styr på troen, der truer deres eget selvbillede. Vigtigt at vi forsøger at være autentiske - at alle er formet af gode og dårlige dage eller som sloganet på billedet ovenfor beskriver: "I am made of all the days you don't see...". Kunsten er at være ærlig om alle de ting der har formet os, dog uden at blive fuldstændig selvudleverende i et offentligt rum, fordi vi også selv har behov for en personlig grænse - hvilket måske også er årsagen til, at Gud pointerer vigtigheden af at gå i enerum med ham, fordi nogle af de dybeste lag i os kommer i spil.

    Selvfølgelig kan man ikke gå og bekymre sig konstant om, om min optræden, det jeg fik sagt eller den måde jeg så ud i dag plantede mindreværd hos andre - men min pointe er at man (jeg og andre i lederpositioner) kan øve os i at pille de lag af som vi måske også beskytter os selv med og være åbne om, hvad der former os på godt og ondt. Kan ikke lade være med at tænke på Casting Crowns sang "Stained Glass Masquerade" der beskriver mine tanker om dette emne:

    Are we happy plastic people
    Under shiny plastic steeples
    With walls around our weakness
    And smiles to hide our pain
    But if the invitation's open
    To every heart that has been broken
    Maybe then we close the curtain
    On our stained glass masquerade


    SvarSlet