Køb VERS FOR VÆGTERE her

tirsdag den 18. juni 2013

I min fars fodspor

Jeg drømmer om at være med til forny og inspirere lovsangen i Danmark. Det er derfor jeg skriver sange, udgiver lovsangsalbums og arbejder for at udruste lovsangsledere.

Jeg vil gerne gøre noget nyt, måske kan man sige at jeg er en pioner. Men jeg vil også gerne anerkende, dem der er gået forud for mig.

Det mest tydelige forbillede for mig er min far - Asbjørn Asmussen. Han var een af dem der fornyede den kristne musik og lovsangen i 80'erne og frem. Han var en pioner i hans tid.

Min far var forsanger i bandet "JA!", som udgav pladerne "Og hva' så" (1986) og "Fars børn" (1989). JA! var sammen med bl.a. "Iversen band" og "Josva" nogle af de første kristne rockbands i Danmark. Det var dengang at "trommer i kirken" var et stort debatemne :) Lyt til et nummer fra "Fars børn" her

JA! havde øvelokale i huset hvor vi boede og jeg husker hvordan jeg fik lov til at spille løs på trommerne (uden dog at kunne nå pedalerne). Min lovsangstjenestestartede i øvrigt bag ved trommerne :)

Min far var også sangskriver og forfatter til en del korværker og lovsange. Flere af hans sange er udgivet i diverse sangbøger og blandt de mest udbredte er "Gud du lytter", "Du gav mig tryghed, frihed, liv og fred", "Jesus, du er døren" og "Gud min bøn den er så lille". Min fars sange er dybt forankret i Guds ord - det beundrer jeg. 

Jeg opfatter ikke min far som en kunstner, der havde brug for at udtrykke sig selv i gennem sangskrivning. Selv om hans sangskrivning helt sikkert tog udgangspunkt i hans personlige trosliv, tror jeg egentlig altid han først og fremmest havde fællessangen i tankerne - det fælles brug og udtryk.

Min far underviste også om lovsang. Jeg husker hvordan han tog familien med på tur. Vi sang sammen og så holdte han altid(?) det samme oplæg om "Hvorfor synger vi lovsang?". Som musiksekretær i IndreMission arbejdede han for at styrke og inspirere lovsangen i landet.

I 90'erne involverede han også mig og resten af familien i to børneudgivelser, "Noas Ark" og "A-holdet". Familien Asmussen sang børnesange og turnerede Danmark tyndt med min far i spidsen. På den måde gav han stafetten videre til mig.

Jeg tror min fars lovsang bragte velsignelse til det her land. Jeg går i min fars fodspor.

/ Arvid

Ingen kommentarer:

Send en kommentar