Køb VERS FOR VÆGTERE her

mandag den 15. oktober 2012

Igen, igen ...


Jeg vil i løbet af de kommende måneder fortælle om tankerne bag de lovsange, som er på tracklisten på min kommende lovsangsplade. Denne gang vil jeg fortælle om "Igen, igen", som vi arbejder med i øveren for tiden.

"Igen, igen" er en sang om erfaring af Guds trofasthed midt i sorg og bekymring. I to omgange inden for det sidste år, har Elise og jeg oplevet sorgen ved at miste et barn under graviditeten. Det har været hårdt, men vi har også begge haft en stærk fornemmelse af, at Gud har været på vores side, at han aldrig har opgivet sine hænders værk - hverken os eller de liv vi mistede.

Sangteksten kredser om nogle vers fra Salme 138...

"Den dag jeg råbte, svarede du mig,  
du fyldte mig med stolthed og gav mig styrke." (v3)
  
Herre, din trofasthed varer til evig tid,
opgiv ikke dine hænders værk! (v8b)


For lidt tid siden "udgav" jeg denne sang på min Soundcloud under titlen "Du opgi'r ikke mig", men jeg har siden ændret en del... Titlen er ændret, omkvædet er skrevet om...

Og så synger jeg den i datid ("du opgav aldrig mig"), hvilket henfører til den bestemte begivenhed i fortiden ("da jeg råbte"). 

Jeg overvejer at synge den to gange, men på forskellige måder... først i datid (min konkrete erfaring) og dernæst, i anden gennemsyngning, ændre det til nutid for også at proklamere "ja, du er trofast (- uanset min erfaring)" Hmmm...

Jeg glæder mig til at give jer en "opdateret" indspilning af sangen :) Indtil videre må I nøjes med teksten:

Da jeg råbte gav du svar
Bekymring blev til tillid til dig, Far
Og jeg så din signatur
På himlen (og) på mit hjerte hvor du bor

Du var på min side. Du var god

Igen, igen var du trofast
Du opgav aldrig, aldrig mig
Du så mig før jeg så på dig
Du opgav aldrig, aldrig mig
Du lod mig føle stolthed
Du gav mig af din kraft
Igen, igen var du trofast
Du opgav aldrig, aldrig mig

Ingen kommentarer:

Send en kommentar